Kaptitel 10 har før handlet om en teltring og den gamle Dorset kultur fra stenalderen. De nyeste undersøgelser af teltringen har vist, at den ikke var gammel alligevel. Vi har derfor erstattet kapitlet med temaet klimaforandringer.
Klimaforandringer
Vi oplever stor interesse udefra – fra journalister, forfattere, filmskabere og mange nysgerrige besøgende – som kommer til Ilulissat for at opleve klimaforandringerne med egne øjne.
Og det er ikke for at skuffe jer, men det ligger jo næsten i ordet forandring, at det er noget, man skal opleve over tid – en bevægelse fra én fysisk tilstand til en anden.
Og sådan forholder det sig også med de faktorer, som kan fortælle os om de igangværende klimaforandringer. Det gælder både havniveauet, temperaturen, vinterisens udbredelse, gletsjernes bevægelser, den vigende permafrost og størrelsen på isfjeldene. Når man besøger os her og nu, får man et øjebliksbillede. Men det billede fortæller ikke i sig selv, at der er foregået klimaforandringer.
Alligevel er der nogle emner, jeg gerne vil dele med jer – for her, hvor vi bor og lever tæt på naturen, har vi mærket tydelige forandringer. Særligt når det gælder permafrosten, vinterisen og isfjeldenes størrelse.
Hvis du for eksempel havde stået her ved udmundingen af isfjorden for 30 år siden, ville du have set noget ganske andet. Dengang var isfjorden fyldt med langt større og højere isfjelde. Det skyldes, at gletsjerens front dengang flød på havets overflade inde i isfjorden. I dag står den derimod på klippebund, godt nok en klippebund, der befinder sig flere hundrede meter under havets overflade – men forskellen i gletsjerfrontens understøttelse har stor betydning for, hvordan isen bryder af.
Tidligere kunne man opleve store afbræk som ikke gjorde meget væsen af sig – det var hele plamager af is, som brækkede af den flydende gletsjerfront og fortsatte ude gennem fjorden. I dag bryder isen oftere i mindre stykker. Et resultat af, at gletsjerfronten har trukket sig flere kilometer tilbage og nu er understøttet af klippegrunden. Gletsjerfrontens tilbagetrækning er en del af en proces, der begyndte for omkring 170 år siden, men som har taget fart siden år 2000. I nogle somre har vi set gletsjeren rykke 6-7 kilometer tilbage – på én enkelt sæson.
Kigger vi ud over Diskobugten, ser vi en anden tydelig forandring: Bugten fryser ikke længere til om vinteren. Det åbne vand betyder, at fiskeriet kan fortsætte året rundt – både fra joller og kuttere. Men længere inde i isfjorden lægger vinterisen sig stadig, og her foregår et intensivt fiskeri efter hellefisk – helt ned på 500 til 800 meters dybde.
At Disko-bugten ikke længere fryser til med fast vinteris har stor betydning for fiskere og fangere. En fanger beskrev det engang meget præcist da han sagde: “Det er som om, en bro er kollapset og uden den bro kan vi ikke længere nå de fangstpladser, som vi ellers har brugt i generationer.”
Klimaforandringerne har altså stor indflydelse på fanger- og fiskererhvervet – men meget kendetegnende for grønlandsk kultur har man altid været god til at tilpasse sig naturens og klimaets variationer.
Klimaforandringerne kan også mærkes inde i selve byen Ilulissat.
Prøv at lægge mærke til vejene i Ilulissat. På nogle af dem vil du kunne se store buler og ujævnheder – og bag bymuseet står et lille skur og hælder faretruende. Det skyldes, at permafrosten i jorden er begyndt at tø op. Når jorden mister sin frosne stabilitet, synker eller forskyder underlaget sig, og det skaber problemer for både bygninger og infrastruktur.
Ved nybyggeri gør man derfor nu meget for at komme helt ned til fast klippe og støbe fundamentet derfra.
Og det stopper ikke der. Den vigende permafrost har også konsekvenser for kulturarven her i området – især ved Sermermiut og også en anden kulturhistorisk plads inde i isfjorden, nemlig Qajaa. Begge steder har frosne jordlag bevaret vigtige arkæologiske levn i op til fire tusind år – blandt andet rester af skindtøj, redskaber og træ. Men når permafrosten forsvinder, begynder disse materialer at nedbrydes. Samtidig øges erosionen i skrænterne, og med tiden kan vi bare se til, når husruiner og spor fra tidligere bosættelser skylles i havet.
Det er en naturlig proces, ja – men den er blevet fremskyndet markant de seneste årtier som følge af det varmere klima.
Klimaforandringer er altså ikke noget, man nødvendigvis kan se ved første øjekast. Men hvis man kender landskabets historie, og lytter til de historier, der fortælles her – så kan man begynde at forstå, hvordan verden omkring os forandrer sig netop i disse år.