Is så langt øjet rækker. Vi står ved isfjeldsbanken ved udmundingen af Ilulissat Isfjord – Kangiata Sullua. Den is vi ser her er brækket af gletscheren Sermeq Kujalleq omkring 65 km længere mod øst. Isen er oprindeligt dannet inde på indlandsisen ved at de snemængder, der er faldet, efterhånden har skabt et så højt tryk, at iskrystallerne er blevet fuldstændig sammenpressede. Selve indlandsisen består udelukkende af sne og is og den opnår visse steder en tykkelse på over 3 kilometer. Dynamikken i isen og det klippeunderlag, som isen ligger på, skaber en række såkaldte isstrømme. Det er ligesom floder, der lader isen strømme ud til randen. Den allerstørste af indlandsisens isstrømme munder netop ud her i isfjorden og man anslår, at der hvert år produceres mellem 40 og 50 kubikkilometer is – den mængde is svarer til USA’s samlede vandforbrug i en måned.
Specielt i årene 2002 og 2003 skete der enorme afbræk af gletsjeren og de betød, at fronten på de to år trak sig 12 km. tilbage.
Det er ikke første gang i historien, at gletsjeren opfører sig på den måde – faktisk var både gletsjer og indlandsis meget mere tilbagetrukket for 4.500 år siden, da de første mennesker fra Saqqaq-kulturen kom til landet.
Isfjorden er dyb – en halv til en hel kilometer dyb. Man kan se den som en stor slugt og den slugt fortsætter ind under isen ihvertilfælde 50 km ind under indlandsisen. Her ved mundingen stopper slugten og i området umiddelbart udenfor Ilulissat når havdybden kun ned på 2 til 400 meters dybde. Oven i dette har gletsjerens tidligere tilstedeværelse herude skabt en morænebanke af klippestykker, grus og sten. På denne morænebanke er den dybeste passage kun 250 meter, hvilket giver de store isfjelde vanskeligheder med at komme ud på åbent hav.
De største af isfjeldene grundstøder her ved mundingen af isfjorden og de blokerer for passagen for al den is, der kommer efter.
En gang imellem sker det så, at de større isfjelde går i stykker – de kælver – et udtryk man bruger om is, der løsrives fra enten en gletsjer eller et isfjeld. På den måde bliver isfjeldene mindre og de kan til sidst passere den barriere, som morænen og den lavere havdybde skaber.
Farverne i isen er mageløse. Hvid, blå, grøn og sort er de farver man oftest støder på.
Den hvide is er det rene produkt af, at sneen er presset sammen i kilometertykke lag. Denne type is indeholder bobler i form af indespærret luft. Det er frigivelsen af disse bobler man hører når man putter et stykke is i en drink. Den luft der frigives kan være gammel. Kigger man på en profil af indlandsisen har vi den helt ny sne liggende øverst og nede i 3200 meters dybde er man kommet ca. 250.000 år tilbage i tiden. Størstedelen af den is vi ser drive forbi her i fjorden er dannet gennem de sidste 100.000 år.
Den blå is er et resultat af den komprimering der finder sted dybt nede i indlandsisen. Som jeg lige nævnte, så indeholder den hvide is luftbobler. Efterhånden som denne komprimerede sne synker dybere og dybere ned, vil trykket tvinge luften ud og resultatet bliver meget, meget hård og gammel is med en smuk blå farve.
Derudover er der også frossen smeltevand fra indlandsisens mange smeltevandfloder. Når vandet fryser til is sker det uden indlejring af luftbobler og den is ligger meget tungt og lavt i vandet og kaldes sort-is, fordi den kan være meget svær at se på overfladen. I isfjeldene ser man også sådanne bånd af frossen smeltevand.
Det sidste, jeg vil fortælle om isen, handler om støv, grus og sten. Nogle gange ser det jo ud som om isen er snavset. Om sommeren blæser støv ind over indlandsisen og især i kanten kan man se, at isen er farvet af dette støv. Isen vil også samle grus og sten i sin kontakt med jordoverfladen – nogle gange kan man endda se meget tunge sten blive transporteret rundt på et isfjeld.
Nu vil jeg opfordre dig til at nyde udsigten og den naturlige skønhed her omkring isfjorden. Når du er klar til at komme videre, har du tre muligheder. Du kan gå ned ad trappen og tilbage samme vej som vi kom. Du kan følge de blå markeringer op over fjeldet og holde til venstre og der komme ned på gangbroen igen. Eller du kan følge den blå afmærkning op ad fjeldet, dreje til højre og følge stien mod øst. Dette vil føre dig til et område med flere inuitgrave. Stop nummer 10 bliver ikke en fysisk lokalitet for gravene er spredt ud i fjeldet – men du har altså mulighed for at støde ind i en grav og i stop nr. 10 vil jeg fortælle om baggrunden for disse grave. Du kan således fint høre med selvom du ikke ser nogle grave direkte.