Den slette vi står overfor nu har gennem flere tusinde år dannet rammen for inuitiske bosætninger fra flere forskellige kulturer. Når græsset bliver højt midt om sommeren, kan det ofte være svært at få øje på ruinerne, men vi ved, at de yngste husruiner ved Sermermiut stammer fra år 1850, året hvor de sidste beboere valgte at flytte ind til Ilulissat. Dengang boede folk i små firkantede huse bygget af tørv og sten og opvarmet af olie, der blev brændt i en fedtstenslampe. Olien kom fra spæk fra diverse havpattedyr. Olielampen havde mange funktioner, den blev brugt til at varme huset op, give lys og lave mad over.
Det kvadratiske vinterhus havde en størrelse på 10-12 kvadratmeter, men de tykke mure af græstørv og sten gjorde boligens indre noget mindre. Inde i huset bestod møblementet af en sovebriks langs med bagvæggen, en lille kiste til lampen og så nogle enkelte andre husholdningsartikler som var nødvendige for husholdningen. En familie bestående af forældre og børn og nogle gange bedsteforældre ville typisk bo i et sådant hus. En regel for alle huse var, at der skulle være mindst én fanger, der kunne skaffe mad, skind og spæk. Kvinden havde en lige så vigtig rolle i huset og var ansvarlig for at lave mad, holde lampen tændt og sy og reparere familiens skindtøj.
Denne hustype blev kun brugt om vinteren. Om foråret tog man afsted for at ligge i telt på nogle plader, hvor man opsøgte specielle fangstdyr som f.eks. nar- og hvidhvaler, lomvier, ammassætter osv. Også sommeren blev tilbragt i telt – gerne i indlandet hvor man forsynede sig med rensdyrkød og ørreder. Sent på efteråret kunne man så returnere her til Sermermiut og genoptage vinterlivet.
Lad os nu bevæge os lidt længere ned ad gangbroen. Ved næste stop vil jeg fortælle om fælleshuset. En husform man benyttede i tiden før det firkantede hus, som jeg lige har beskrevet.