Den arktiske vegetation i Sermermiut-dalen fortæller en vidunderlig historie. Selvom vegetationen ser ud til at være meget sparsom, er der faktisk en stor variation af arter. Vækstsæsonen er kort, begrænset til fire til fem måneder hen over sommeren, når der ikke er snedække. På den korte tid skal planterne fuldføre deres årlige cyklus. De hyppigst forekommende buske er dværgbirk og forskellige pilearter. Der er også en masse sortebær og blåbær, som både samles og nydes af lokalbefolkningen her hvert år – bærene bliver frosset ned eller syltet og spist hen over vinteren. En af planterarterne med en speciel historie er Tue Limurt (Silene acaulis). Tue Limurt ser man som en grøn pude overstrøet af små lyserøde blomster. De første blomster, der springer ud på puden, er dem der vender mod syd – altså i den varme ende mod solen. I løbet af blomstringsperioden ser man så at blomstringen bevæger sig nordover i et fint bånd - og afslutte blomstringen ved nordsiden. Det betyder, at du kan bruge Tue Limurt som en slags kompas og på den måde altid finde geografisk nord ved at kigge på blomsterne på puden.
En anden speciel plante her er den kødædende plante Vibefedt (Pinguicula vulgaris). Blomsten ligner en lille lilla klokke for enden af en 5 til 10 centimeter lang stilk. Planten kan kendes på de lysegrønne klæbrige blade, der stråler ud fra midten af stilken langs jorden. Disse klæbrige blade er en fælde for insekter, der kravler hen over de klæbrige blade og sidder fast. Bladene udskiller derefter et fordøjelsesenzym, som langsomt opløser insektet, så planten kan optage de næringsstoffer, den har brug for. Efter blomstringen visner bladene, og der dannes en vinterknop, der sikrer blomstens overlevelse året efter.
Som en del af beskyttelsen af vores UNESCO-område er der indført restriktioner for at beskytte den skrøbelige arktiske vegetation. Det er derfor ikke tilladt at plukke blomster eller samle planter i dalen.